Til forsiden
Nyord

Nyord Enge strækker sig hele vejen fra Nyord broen til der hvor landskabet løfter sig i højden. Engene udgør langt den største del af øen Nyord, hvilket I hurtigt kan konstatere ved at kaste et blik på kortet. På engene er der,­ specielt i forårsmånederne,­ mulighed for at opleve et enestående fugleliv.

Nyord FugletårnÆnder, gæs og vadefugle af mange forskellige slags i det lave vand og græs og rovfugle på træk højt oppe i det blå. Oppe i fugletårnet har I en god udsigt over engene og langt ind over Møn. Og de, der står og kigger på fugle er som oftest flinke folk. Det er muligt at få et kig i en kikkert eller endnu bedre i et teleskop. Det er en stor oplevelse at se fuglene så tæt på. Nyords rige fugleliv er resultatet af et fint samspil mellem natur og menneske. Engene bliver hvert år oversvømmet med næringsrigt havvand. Det får græsset til at gro. Køerne græsser og holder græsdækket i en højde, som passer til ænder og vadefugle. Sådan har det været i mange hundrede år.

I fugletårnet hænger en tavle, som viser de mest almindelige fugle, I kan se på Nyord enge.

Nyord KirkeNyord by er spændende og særpræget, blandt andet fordi alle Nyords gårde og huse,­ med en enkelt undtagelse, stadig ligger samlet i byen. I Danmark er de normalt flyttet ud på markerne. Nyord by er ikke udflyttet. Når I besøger Nyord, får I altså et indtryk af, hvordan en landsby så ud i gamle dage ­ før landboreformerne for 200 år siden.

Der har i mange år været omkring 20 gårde i landsbyen ­ og et stigende antal huse. Til hver gård hørte en stor have med æbler, pærer og blommer og med plads til at dyrke mange forskellige grøntsager. Det lille øsamfund var stort set selvforsynende. For omkring 100 år siden boede der 360 mennesker i byen ­ i dag højst 50. I 1942 var der fire købmænd på øen, nu er der desværre ikke nogen tilbage.

I 1769 solgte kongen Møn med tilliggende øer til bønder eller godsejere. Ligesom på Bogø, lykkedes det nyordbønderne at købe sig fri. De fik jorden billigt mod at påtage sig lodspligt, det vil sige at hjælpe skibe gennem det farlige farvand omkring Nyord. Det var en god forretning, for der var mange skibe at lodse. I årene 1835-45 passerede der hvert år over 3200 skibe. Dengang havde skibene samme rolle som lastbilerne har i dag. Man sejlede alt gods, alle varer, alle materialer. Land skiller, vand forbinder, sagde man. Lodseriet blev ofte kombineret med fiskeri og man fangede sæler. Gå en tur i byen, ind i kirken, ned om havnen og ud til Møllestangen, lodsernes udkigspost.

Som alle andre steder i Danmark udnyttede man tidligere naturressourserne fuldt ud på Nyord, ofte uden at det medførte rovdrift på ressourcerne. Det umuliggjorde den tids ret simple teknologi.
MØN-SYDSJÆLLAND Storegade 2 4780 Stege Tel.: +45 55 86 04 00 Fax: +45 55 81 48 46 KONTAKT